Sui generis

Som det nok er gået op for de fleste, så har der været stille her på bloggen temmelig længe efterhånden. Og har man fulgt med, vil man også vide hvorfor.

Just Like Dad har udtjent sit formål, og det må derfor være på tide med en ordentlig afsked.

Jeg har det rigtig godt, og selvom der lige nu er over 9000 km mellem undertegnede og hende den dejlige hjemme i Aalborg, så går det godt med forholdet – og jeg glæder mig til at komme hjem igen!

Lysten til at skrive er der stadig, og for nylig har jeg fået et nyt udløb for mine sproglige kreationer. Hvis du har lyst til at læse med, findes det her: http://kongfinland.wordpress.com/

Et kæmpestort TAK til alle dem der har læst med her det sidste års tid! Tak til Urban for at have trykt to af mine indlæg i avisen – det er jeg stadig umådelig stolt over den dag i dag. Og sidst men ikke mindst tak til alle dem der har kommenteret, sendt mails eller på anden måde givet feedback på mine indlæg. I ved ikke hvor meget det har betydet for mig. Tak.

Du behøver ikke undskylde for at du slog op dengang, det har jeg for længst tilgivet dig for. Som tidligere nævnt, så forstår jeg godt dine grunde. Dem er der ingen grund til at pensle yderligere ud, vi kender dem begge. Og jeg forstår og accepterer dem – de bygger trods alt på logik og rationalitet, to fænomener jeg er stor tilhænger af.

Du må heller ikke fortryde at du slog op med mig. For hvis ikke du havde gjort det, havde jeg ikke været den jeg er i dag og temmelig sikkert heller ikke været der hvor jeg er nu – både fysisk, men i særdeleshed mentalt og menneskeligt. Vores brud fik mig ud på en ransagende indre rejse, hovedsageligt gennem min blog, som har lært mig meget om mig selv og gjort mig til et større og bedre menneske end jeg dengang var. Et mere komplet menneske. Jeg er ikke færdig med udviklingen, det bliver man vel aldrig, men jeg er i hver fald på rette vej. Og nu har jeg dig at dele resten af rejsen med.

Jeg forventer ikke at du siger noget når du læser mine indlæg på bloggen. Der er ikke noget ‘rigtigt’ at sige alligevel. Jeg synes bare du fortjener at læse om det da det trods alt handler rigtigt meget om dig og det du efterlod i mig. En anden grund til at jeg synes du bør læse det, er at jeg håber det vil lære dig noget om mig og den jeg er (nu). Jeg håber at bloggen vil kunne få dig til at forstå mig bedre. Ikke at du ikke forstår mig, but you know what I mean…

Måske håber jeg endda på en eller anden egoistisk måde at det at du læser mine tanker vil få dig til at elske mig højere. Bare lidt. Jeg kan ikke forklare præcis hvordan, men måske fordi du vil kunne se at jeg har udviklet mig, eller fordi du kan se at jeg tænker over tingene og ikke er bange for at ransage de inderste kroge af min sjæl i håbet om at opnå en højere forståelse af mig selv og blive mere fuldkommen.

Selvom vi bruger forskellige metoder, holder vi begge af at kigge ind i os selv og se hvordan det står til med det indre der er så vigtigt. Det er blot et af de mange træk jeg elsker ved dig.

På et eller andet tidspunkt – og jeg siger ikke at det skal være nu eller overhovedet mens jeg er i Manila - tror jeg er vi er nødt til at lægge alt det gamle bag os. Ja, vi var sammen, og vi slog op og havde et år væk fra hinanden. På det år er der sket mange ting, men det bedste er at vi har fundet hinanden igen. Og det vi har nu, bygger på dem vi er nu, og ikke dem vi var eller det der skete dengang. Vi må lægge det bag os engang, og du må tilgive dig selv, ligesom jeg har tilgivet dig. Der er ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget, siger min far altid.

Det er os to nu, skat. Og jeg glæder mig til at se dig igen og til den rejse vi skal på sammen.

Dette indlæg er (en anelse redigeret udgave af) et brev jeg sendte til hende den 2. august 2009.

Jeg har ikke glemt dig, du er der stadig. Du ved jeg venter.

Det der kommer nu, er det allerbedste. Det er den del jeg lever for.

Jeg glemmer de tørre tårer der uundgåeligt venter forude for en stund, mens jeg tænker på de mange timer i mørket. Sammen. Jeg er klar.

Og jeg ved det kommer til at gøre ondt. Jeg ved det ender i gråd. Ligesom sidst. Og sidst.

Men jeg ved også det er gennem chancen, tabet og sorgen jeg vokser og bliver større end jeg er nu.

Måske er jeg en tøsedreng på mange punkter, men jeg vil altid slå skødesløst til når du kigger forbi og lokker mig med håb om lykke og tosomhed der altid vil splintres i et inferno af uforløste følelser og nedværdigende nederlag. Den knuste drøm lever.

Det er først der jeg er noget. Selvom jeg taber. Men så får jeg også det hele som jeg vil have det. Og jeg kan drukne det hele igen i tågede minder indtil den dag jeg vågner og ser klart igen.

Det banker på, men jeg er ikke ydmyg mere.

Hovmod står for fald, siger de. Jeg tror dem. Men jeg er ligeglad.

Jeg ser så mange mennesker spilde livet. Og selvom det ikke burde gå mig på, så gør det. Der er folk der lever foran fjernsynet. Lever gennem andre, mens livet passerer forbi uden de griber ind. Lykke, rigdom og spænding kommer nok en dag, må de tænke. Der er folk der drømmer sig væk til andre mere fantastiske verdener. De forstår ikke at livet skal gribes nu og her og fastholdes for man kan suge kraften og essensen ud af det.

Det er en kæphest jeg har, det med ikke at spilde livet. Jeg vil under ingen omstændigheder spilde mit, for vi har kun det ene at gøre med. Og der er ingen ekstratur. Vi har kun denne ene dag at leve i – fortiden er død og borte, og fremtiden er irrelevant, for vi kan alligevel ikke gøre noget ved den lige nu. Den kommer forbi når tid er. Jeg vil virkelig ikke sidde stum og handlingslammet tilbage mens livet passerer mig i ekspresfart fordi jeg har travlt med andre ting. Ligegyldige ting.

Derfor forsøger jeg at leve hver dag. Jeg gør de ting der gør mig glad, men også mere end det. Jeg stræber hver dag efter at blive det ’jeg’ som jeg gerne vil være. Det ideelle selv. Derfor læser jeg hver dag. Jeg har en drøm om at være en belæst herre en dag, og så gør det jo ikke noget at rejsen dertil er ganske underholdende. Derfor mærker jeg efter hver dag, ser hvordan tilstanden er indeni, om der er noget der skal ud. Det skyldes min drøm om en dag at være i balance og hvile i mig selv. Derfor skriver jeg hver dag, for selvom lysten ikke altid er der, danner der sig altid ord når den blanke side står foran mig. Som om den vil fyldes. Og så har jeg skabt noget. Noget der er mit. Når jeg har gjort det, er min dag ikke spildt. Så har jeg levet.

Alt det jeg gør, gør jeg i håbet om en dag at blive mere end jeg er nu. Men måske har jeg glemt nutiden, denne ene dag, i processen? Jeg har sendt ansøgninger til Sydafrika, Canada og New Zealand (og det bare i dag), men det ændrer jo ikke min status lige nu og her. Det er først engang. Solen skinner, det fantastiske forår som jeg elsker så højt, er endelig ankommet, men alligevel sidder jeg i lejligheden. Og drømmer. Om mere.

Engang.

Jeg sidder indenfor og kigger ud på alle de liv der lystigt passerer mit vindue, alle i færd med noget, alle på vej til noget. Og jeg sidder her. Endnu. Lidt endnu.

17/4 2009

Med den her historie ved jeg ikke hvor jeg skal starte. Det er historien om hvorfor denne blog egentlig blev oprettet.

I tiden efter Skotland var jeg fortabt. Jeg vidste ikke hvad jeg ville eller hvor jeg var på vej hen, og bitterheden gennemsyrede alt hvad jeg var. Det eneste jeg havde lyst til var at drikke. Og det gjorde jeg så. Alt for mange gange om ugen.

Vi mødtes til et gilde med nogle få fælles bekendte.

Den smukke pige med det blonde hår sad i sofaen og udviste med sin fascinerende, rolige person al den ynde, eftertænksomhed og klogskab hun besidder. Jeg var betaget fra første øjekast. Jeg husker tydeligt at jeg den aften tænkte: ”Gad vide om hun bli’r min næste kæreste?” Jeg slog det dog hen – hvorfor skulle hun lige falde for mig, hvorfor skulle vi have noget til fælles, og resten af den selvdestruktive svada vi alle sammen kender.

Vi mødtes mange gange i løbet af de næste måneder, vores lille drukgruppe. Og jeg faldt for hende mere og mere for hver gang jeg så hende. Til sidst tænkte jeg stort set ikke på andet end at kysse hende, hvor uvirkeligt det end forekom mig, og det stod lysende klart at jeg var nødt til at gøre noget ved det. Samtidigt besluttede jeg mig for at hive mig selv op af det taberagtige drukhul jeg nok så arrogant havde kastet mig ned i. Jeg ville aldrig finde en pige hvis jeg blev ved med at kalde mig selv en taber – når man hører noget ofte nok, begynder man selv at tro på det – og jeg kunne ikke vente på at en pige ville hive mig op af hullet. Jeg var nødt til selv at gøre det.

Til den første fest efter nytår samlede jeg mig mod til at konfrontere hende. Jeg husker tydeligt ordene: ”Anna, ville det være dumt hvis jeg syntes du var rigtig sød?” De skulle forestille at være velvalgte. Min stemme var lys og dirrende, fortalte hun senere. Hun svarede nej, det ville det ikke, for hun kunne også rigtigt godt lide mig, men – sådan et er der altid jo – hun var bare ikke klar til at have en kæreste, osv. Det var noget med en eks.

Det var okay. Jeg forsøgte at skubbe hende ud af hovedet igen (det gik vist ikke særligt godt). Vores lille vennekreds blev ved med at mødes, og selvom hun havde afvist mig, var jeg på en eller anden måde sikker på at hun nok skulle ombestemme sig engang. Det vidste jeg bare. Det kunne godt være der ville gå lang tid, men jeg var sikker i min sag. Hun kunne umuligt benægte at det vi havde når vi snakkede, den måde der blev smilet og grinet på, betød noget. Jeg vidste vi ville være perfekte sammen. Det var blot et spørgsmål om tid før hun også så det. Der gik ikke mere end to måneder.

Jeg fulgte hende hjem fra en bytur, og hun inviterede mig op. Hun havde noget tequila der stod. Det var ganske uskyldigt (troede jeg), og jeg havde ingen anelse om de skumle planer hun havde. Vi var jo bare venner, hun havde jo afvist at der skulle være mere. Da hun pludselig kyssede mig, blev jeg fuldstændigt overrumplet. Havde ikke set det komme, på trods af at hun var kommet med adskillige vink med en vognstang, sagde hun senere. Men den slags har jeg jo aldrig fattet. Det var bare en engangsting, det var jeg klar over. Hun ville jo ikke have mere. Men hvor var det ubeskriveligt godt.

Et par dage senere skrev hun om vi skulle ”prøve det der med at ligge i ske igen?” Det skulle vi da. Jeg troede den var hjemme. Mens jeg lå med hende i mine arme, kan jeg huske at jeg tænkte hvor vildt det var at jeg lå her og kyssede hende. Jeg kunne slet ikke fatte det. Det var for godt til at være sandt. En dag hvor vi lå i sengen sagde hun: ”Jeg synes det er rigtigt dejligt det her, men det kan ikke blive til mere fra min side.” Altså ville hun ikke havde et forhold, men gerne blive ved med at ses som vi gjorde nu. Det ville jeg ikke. ”Vi er nok nødt til at stoppe med det her, hvis vi skal blive ved med at være venner,” sagde jeg. Det lyder måske nobelt, men i virkeligheden var det fordi jeg ville satse på en anden når hun jo ikke ville noget seriøst. Jeg ved sgu ikke hvor nobelt det er…

Der gik et par uger, og en dag hvor vi var i byen med vores lille drukgruppe fik hun på en meget forsigtig måde fortalt mig at hun måske nok godt ville være noget alligevel – men vi skulle tage det langsomt! Det var okay. Det skulle dog vise sig at det gik alt andet end langsomt. Og måske er det også en af grundene til det ikke gik i længden. En af mange grunde. Vi var lykkelige sammen, det er der slet ingen tvivl om. Vi snakkede om fremtiden, hvor vi skulle bo, hvordan det skulle være, hvad vi ville med livet. Vi var sikre på at det ville blive os to. Vi havde endda en stående joke om at vi snart ville løbe tør for noget at snakke om fordi vi allerede havde snakket om alt. En aften i en weekend hvor vi bare hyggede os sammen os to fortalte hun at hun vidste det ville blive os to. Det kunne hun bare mærke, og sådan havde hun aldrig haft det før. Jeg tror det var det lykkeligste øjeblik i mit liv.

Der gik to måneder før de første problemer begyndte at vise sig, og en måned senere var det slut. Vi begyndte at småskændes indimellem, vi begyndte at være uenige om ting – og jeg ville nok ikke lytte. En dag vi lå i hendes seng og kyssede til tonerne af Green Days Nimrod-album, fik hun et fjernt blik i øjnene. Jeg spurgte hvad hun tænkte på, og hun svarede os. Jeg grinte lidt og spurgte smilende om det var godt eller skidt. Det gjorde hun ikke. Hun troede ikke på os længere. Vi slog op den eftermiddag i juni sidste år, men jeg sad hos hende det meste af dagen, og vi fik snakket om en masse ting. Både forholdet og alt muligt andet. Hun ville rigtigt gerne hvis vi kunne blive ved med at være venner. Selvfølgelig kunne vi det. Jeg kunne på ingen måde skære hende væk fra mit liv.

Efter nogle timer med skiftevis tårer og tilgivende smil blev jeg enig med mig selv om at jeg nok hellere måtte tage hjem. Og så kom udbruddet der havde ligget under overfladen hele tiden. Jeg var sønderknust over at hun ikke ville mig, og hun over at hun ikke kunne. Jeg fik min nøgle tilbage mens jeg knap kunne se ud af øjnene for tårer, fik fremstammet et lavt farvel og holdt om hende mens tårerne flød fra os begge. ”Lad være med at få det til at lyde som om vi aldrig skal ses igen,” sagde hun. Jeg tror ikke jeg svarede. Jeg aner ikke hvor længe vi stod der, men til sidst gav vi slip. Da jeg gik ud af døren og den lukkede bag mig, kunne jeg høre hende falde sammen på gulvet, grædende hæmningsløst. Jeg stod der adskillige minutter og overvejede at gå ind igen. Bare for at trøste hende, holde om hende igen. Men jeg vidste jo godt det var slut uanset, og at det bare ville blive endnu sværere hvis jeg gjorde det.

At gå derfra mens hun tudbrølede på den anden side af døren, er det sværeste jeg har prøvet i mit liv.

Den næste uge er stort set væk fra mine erindringer. Jeg ved bare tårerne blev ved med at flyde, og vi så hinanden en del gange. Og det hjalp lidt hver gang. Det var som om jeg forstod det hele lidt bedre hver gang jeg havde set hende. Den næste tid indeholdt flere op- og nedture, og først da hun fortalte mig at hun havde kysset en fyr, gik det op for mig hvor ramt jeg var af det her. Jeg var nødt til at få bearbejdet alt det vraggods og alle de uforløste følelser som hun havde efterladt.

Det var så min historie om hvorfor denne blog blev oprettet. Jeg håber der er nogen der nød den – det var rart at skrive i hvert fald.

Jeg husker tydeligt første gang jeg mødte Kat. Det var en uskyldig tid inden naiviteten blev flået ud af mig som forholdet og drømmen med Lillefisen brast. Det var en simpel tid uden ansvar hvor drømmene stadig levede. Boblede.

Vi var til fødselsdagsfest hos en god kammerat. Hans forældre var der. Og hans lillesøster. Hun stod i rummet med sprutten da jeg skulle hente nye forsyninger. Hun var kæk. Jeg jokede, og hun gav igen. Der var kemi fra første ordveksling. Hvem der bare havde vist at det ville ende i tårer fire år senere. Jeg ville ikke ændre noget alligevel.

Det blev til hede kys, men ikke mere. Tiden var ikke til det. Hun var ikke. Jeg undrer mig stadig om hun nogensinde var det.

Fast forward two years. Lillefisen var væk, og tvivlen på at jeg nogensinde skulle finde en pige igen var på sit hidtil højeste hvilket medførte enorme drukture – heldigvis var gutterne der stadig. Det skulle vise sig at de var behjælpelige i den slags situationer flere gange senere.

Jeg husker tydeligt da jeg trådte gennem indgangen til festen. Der sad hun. Det gav et sug i maven: det var Kat! Vi hilste, smilede. Og grinte. Der var noget der. Det forklarede jeg hende senere; jeg vidste ikke hvad det var, men der var noget der. Og jeg var nødt til at finde ud af hvad det var.

Vi dansede og pjattede, snakkede og grinte den aften. Og pludselig var aftenen forbi, og jeg vågnede op næste morgen. Uden hende og uden noget nummer. Men jeg var fast besluttet: der var noget der, og jeg måtte finde ud af hvad det var. Det var vist det der kemi. Og jeg lader mig ikke så nemt stoppe når der er kemi bare fordi jeg ikke har et nummer…

Jeg har tit tænkt på hvordan mit liv ville have set ud hvis ikke jeg havde slået Kats navn op og sendt en besked til hende den lørdag for fire år siden. Den ganske simple handling kom til at præge mit liv de næste to år – og gør det vel egentlig stadig. Kat har om nogen været med til at forme den person jeg er i dag.

Forholdet med Kat var muligvis det bedste jeg nogensinde har haft. I hvert fald det letteste. Vi var stort set enige om alt, skændtes aldrig og grinte i det hele taget meget. Det var som om der bare aldrig rigtigt var problemer. Men så igen, vi romantiserer jo alle fortiden. Kat var fantastisk. For mig var hun perfekt. Hun havde humor, hjerne og ben i næsen; med andre ord lige præcis de ting jeg falder for ved de forbandede hunkøn. Jeg holdt uden tvivl meget af hende – men jeg tror jeg elskede forholdet mere end jeg elskede hende.

Enden begyndte da mit studieophold i Skotland nærmede sig. Hun brokkede sig over at jeg ville af sted, hun ville savne mig. Naturligvis ville det blive hårdt, men vi kunne klare det, forklarede jeg. Det var jo bare 5 måneder. De sidste par uger optil jeg forlod landet står hen i en tåge for mig. Hun begyndte at sige hun ikke kunne undvære mig så længe. Det var noget pjat, mente jeg. Hun begyndte at sige hun ikke var sikker på at hun kunne lade andre fyre være mens jeg var væk. Igen slog jeg det hen. Først i løbet af den sidste uge gik alvoren op for mig. Hun mente det sgu!

Jeg tog over til hende en fredag aften som enden på en uge fyldt med frustrationstårer over svigende sms-samtaler. Vi skulle have talt ud om det her jo. Fundet en løsning. Det var et spil hvor de rigtige ord aldrig dukkede op, og hvor ingen turde sige sandheden. Til sidst spurgte jeg om hun havde lyst til at være sammen med andre fyre. Hun kiggede ikke engang på mig, men lod blikket falde ned mod gulvet mens hun nikkede. ”Så er der jo kun én ting at gøre.”

Vi var stadig sammen weekenden over, velvidende at forholdet var slut. Det var ikke så nemt at give slip. Faktisk var det lidt en befrielse.

Da jeg stod på togstationen en onsdag morgen og skulle sige farvel, spurgte hun om jeg ville tage hende tilbage. Jeg har så tit tænkt på hvad der gik gennem mit hoved der, for jeg har ikke den fjerneste anelse om det, men det finder jeg jo af gode grunde aldrig ud af. Jeg svarede ja og tog afsted få minutter efter. Alt var godt igen, vi havde fået luftet gevaldigt ud og troen på forholdet var større end nogensinde. Når vi kunne klare det her, kunne vi klare hvad som helst. Tre uger senere slog hun op i en mail, og mit eventyr i Skotland begyndte.

Vi holdt kontakten – sådan da. Livet går videre, som de siger. Hun bor med sin kæreste og hund et sted her i byen i dag. Det sker ind imellem jeg får en sms en sen lørdag nat om jeg er i byen, men derudover snakker vi ikke rigtigt sammen. Vi har vel begge vores at se til. Der er ’no hard feelings’ overhovedet, for hvis sandheden skal frem, er hun nok den af mine ekskærester jeg holder mest af på en eller anden mærkelig måde. Hun er den jeg har størst respekt for, og den jeg helst ville se mere til. Vi mødtes nogle gange da jeg kom hjem fra Skotland, og det var fantastisk. Vi klikkede stadig, og humoren vi deler, kan ingen tage fra os.

Jeg regnede med jeg ville finde mig en ny, fantastisk kæreste i løbet af et par måneder når jeg kom hjem fra Skotland. Jeg kunne faktisk slet ikke forestille mig andet. Nøj, hvor skulle jeg blive klogere. Efter nogle måneder nåede mit humør og selvværd historisk lave værdier, og tvivlen om det overhovedet skulle lykkes mig at finde hende den rigtige gnavede mere end nogensinde før.

Det var lavpunktet i mit liv.

Troede jeg.

Når man ikke ved hvor man skal starte, er det vel en god ide at starte ved begyndelsen. Ved den første der betød noget.

Siden jeg var teenager, havde jeg drømt om at få en kæreste; en rigtig kæreste forstås, for jeg havde da en kæreste indimellem. Men altid korte forhold der var forbi inden de rigtigt begyndte. Jeg ville have et forhold der holdte, et hvor følelserne var ægte. Begge veje.

Jeg mødte Lillefisen i sidste år af gymnasiet. Jeg kan ikke huske første gang jeg mødte hende, men jeg kan huske hun fyldte tankerne i månedsvis inden det blev til udvekslingen af et telefonnummer. Og et kys.

Vi blev kærester og stormende forelskede mens sommeren fløj forbi os uden vi ænsede den overhovedet. Den dag i dag har jeg stadig ingen anelse om hvilke begivenheder der prægede dette år. Jeg har ét minde fra den sommer: vi var til en udendørs koncert som man jo er den tid på året. Under hele koncerten stod jeg bag ved hende og holdt om hende, ænsede vel knap musikken. Imellem to numre lagde jeg mit hoved ind til hendes og hviskede hende i øret: ”Jeg ville ønske vi kunne stå sådan her for altid.”

Jeg tror vi var lykkelige dengang.

Uniformen kom på (og af igen) inden vi flyttede sammen efter halvandet år. Fra den dag begyndte det at gå ned ad bakke.

Vi passede nok bare ikke sammen. Eller også var vi ikke klar. Jeg var ikke i hvert fald. Hun blev mere end almindeligt vred da jeg fortalte at jeg ville til Aalborg og læse, og ikke til Århus som hende. Det var hverken første eller sidste gang jeg så hendes vredestårer. Fra den tid er mit klareste minde en aften hvor hun brød grædende sammen – igen. Jeg sad i sofaen efter et mere eller mindre alvorligt skænderi, hun stod i dørkarmen med tårerne trillende ned af kinderne. Hun stampede i gulvet og sagde at jeg ”knuser alt hvad hun er…” Hun havde sikkert ret. Vi var nok bare ikke gode for hinanden.

Vi var unge og tog chancen, det skulle jo prøves. At det gik så galt til sidst var ikke nogens skyld. Jeg bebrejder hende intet. Jeg håber hun siger det samme.

Efter hende anede jeg ikke hvad jeg skulle stille op. Anede ikke hvordan man fandt en ny. For længslen den var der stadig – jeg havde endnu ikke mistet troen på lykke gennem ægte kærlighed og tosomhed.

Det gik forbi i en tid der var præget af håbløst fabriksarbejde og The Streets’ Dry Your Eyes. Og hvor var det svært at tro på ordene ”There’s plenty more fish in the sea” når man lige havde mistet det der betød alt. Først langt senere indså jeg to vigtige ting. For det første indså jeg at det aldrig ville være gået med Lillefisen og jeg. For det andet, hvor ubeskrivelig heldigt det var at jeg løb ind i Kat et par måneder senere. Ellers ville min tro på (og evne til) kærlighed muligvis være endt brat allerede der…

Selvom det endte grimt, er mit minde om Lillefisen et positivt et. Hun lærte mig kærlighed. Og hvor ondt det kan gøre.

Det fik jeg aldrig takket hende for.

Hvad gør man hvis man ikke kan lade være med at skrive, men ikke ejer åndsnærværelse eller fantasi nok til at udtænke et udspekuleret plot med komplicerede karakterer og twists der får læseren til frivilligt at vende side efter side for at høre slutningen på historien? Hvad gør man hvis man ikke er den heldige ejer af en ugentlig klumme der kan udgøre ventilen for alle de tanker man uvilkårligt går og har – om sig selv, om andre mennesker, om fortiden, nutiden og fremtiden? Hvis man ikke er betalt journalist med faste opgaver hver måned, men stadig føler man har noget at skulle have sagt? Noget der vil ud… Ord.

Man blogger.

JustLikeDad er ikke død. Han er ligeså spillevende som han altid har været. For han er mig. Ikke en karakter (karikatur?), men mig, med alt det jeg rummer af følelser, tanker, historier. Ord.

Muligvis var JustLikeDad et værktøj, skabt udelukkende for at overkomme en krise (der nu i øvrigt ser så lille og petit ud at man ikke forstår alt dramaet – men vi romantiserer jo alle fortiden) jeg stod i dengang, men han voksede med mig. Han blev meget mere end det. Og jeg kan ikke bare lægge ham til side igen som et gammelt stykke legetøj. Nogle gange er det de gamle stykker legetøj, de gamle kendinge, der betyder mest.

Det er muligvis alle de videnskabelige artikler om identitet jeg er ved at tygge mig igennem der har sporet mig an til at skrive dette – men jeg tror det er langt mere end det. Vi forbruger for at vise hvem vi er, hvem vi ikke er, hvem vi gerne vil være og ikke mindst hvem vi burde være. Det er gammelkendt viden. Men pludselig forstår jeg alting klarerer. Jeg ved hvem jeg er, og hvem jeg gerne vil være – og har i øvrigt også en ganske klar ide om hvem jeg burde være – men jeg er der ikke endnu. Jeg er stadig på vej. Stadig i udvikling. Og til det skal JustLikeDad bruges.

Nogle gange var naiviteten i fokus, andre gange tog bitterheden magten. Jeg er ikke sådan længere. Jeg er hverken bitter eller naiv, men stadig lige dele romantiker og kyniker. Måske er de to i virkeligheden smeltet sammen til en kynisk romantiker? Det giver på en måde mening, men faktum er at de begge altid har været en del af mig, og ikke to særskilte personligheder. Det er bare mig.

Jeg drømmer stadig. Jeg har bare lært til en vis grad at kontrollere mine drømme. Jeg skal tidsnok nå det hele. Det der med familie, børn, hende den rigtige og alt det der. Det bekymrer mig ikke mere. Jeg troede at det var sådan noget der skulle klares i midt-tyverne, sandelig da i hvert fald inden man rammer de 30, men den opfattelse har jeg – som så meget andet – måtte modificere en smule med alderen. Jeg er netop fyldt 25 og er på ingen måde klar til at skulle kaste mig over noget så intimiderende og, tør jeg sige det, voksent som at skulle have børn. Endsige være sammen med den samme pige resten af livet. Jeg skal leve, rejse og ånde, før den slags skal iværksættes. Det var noget med den førnævnte udvikling dér…

Det gamle stykke legetøj er fundet frem igen. Der er ingen krise, men der er stadig ting der vil ud. Noget der kradser og kribler indeni. Ord.

Jeg har ingen plan med noget som helst, den har jeg for længst smidt ud til fordel for en spontan tilgang til tingene. Mere spontan, that is. Rom blev ikke bygget på én dag. Og når man ikke har en plan, må man ty til fortiden for vejledning. Alting ses klarere i fortidens lys. You can quote me on that…

Jeg har stadig noget at skulle have sagt.

Det er lidt problemet med det her. Jeg elsker ord. Jeg elsker at læse, og jeg elsker at skrive; selv at formulere mine tanker. Nogle gange synes jeg endda jeg er god til det. Andre gange er det vist mest volapyk det bliver til. De gange hvor det har været godt, er de gange hvor jeg har haft noget på hjerte. Ofte noget der skulle ud. Noget der gjorde ondt eller i hvert fald rumsterede indeni. De gange har det nærmet sig noget rigtigt. Noget oprigtigt. Jeg har for nyligt kigget mine indlæg igennem, og jeg har helt klart mine favoritter. Det er dem der betyder noget. Det er dem hvor der ligger så meget i hvert et ord, i hver en sætning – og mindst ligeså meget i mellem linjerne, i det der ikke blev skrevet. Hvor ville jeg være stolt hvis alle mine indlæg, alt jeg skrev, havde den kvalitet – men sådan er det ikke. Det kræver at jeg har noget på hjerte, noget der tynger mig og som skal ud. Og det mangler jeg lidt lige nu. Så jeg sidder tilbage med lysten til at skrive, men ingen anelse hvad jeg skal skrive om.

Jeg kan mærke at jeg ændrer mig. Det gør vi vel alle sammen, ellers ville livet være kedeligt. Denne gang tror jeg bare min udtryksform må ændres også. Denne blog har på en eller anden måde, som jeg også søgte at forklare i forrige indlæg, tjent sit formål. Jeg skrev i mit første indlæg at jeg begyndte med det her for engang i fremtiden at kunne kigge tilbage på det og le af det. Jeg har kigget tilbage på det nu, og hvor føles det som længe siden. Det er nærmest som et helt andet liv. Det virker ikke som mig der har skrevet det, men jeg kan godt huske det. Jeg kan stadig huske hvordan jeg havde det. Derfor ler jeg ikke nu – men jeg smiler. Det var et klogt træk at skrive mig ud af det hul jeg var i. Jeg er stolt. Måske kan den teknik bruges igen engang hvis det bliver nødvendigt… At jeg kan undgå flere kærestesorger i resten af mit liv er alligevel nok en smule optimistisk. Kynikeren findes stadig derinde. Trods alt.

Jeg ved ikke om det her er enden. Så længe jeg ikke får en bedre ide, er det nok her mine skriblerier vil vise sig. Hvis der altså er noget at skrive om.

Og det skal den jo ind imellem. Jeg føler i hvert fald at jeg bør give en forklaring på den manglende aktivitet her det sidste (alt for lange) stykke tid. So here goes…

Det er jo ikke fordi der ikke sker noget i mit liv i disse dage. Snarere tværtimod. Det er heller ikke fordi lysten til at skrive ikke er der, for det er den. Det er bare lidt som om tørsten er blevet slukket. Som om ilden er blevet slukket. Jeg er mæt. Tom? Nej, jeg er på ingen måde tom. Det har jeg aldrig været.

Sagen er den at JustLikeDad opstod oppe i mit hoved den dag i oktober fordi jeg indså at jeg havde nogle tanker og følelser der relaterede til min eks, som ikke var blevet bearbejdet. Det tumlede rundt inden i, og jeg var klar over at jeg blev nødt til at gøre noget ved det hvis jeg skulle kunne fungere igen. Og det tog sin tid.

Stort set alt hvad der har rørt sig inden i mig det sidste halve år, er blevet endevendt og stillet til mere eller mindre offentligt skue på denne side. Stort som småt. Ting jeg undrede mig over. Ting der irriterede mig. Flygtige pigebekendtskaber der skulle analyseres. Hele tiden skuede jeg indad, ind i mig, for at finde ud af hvorfor jeg er som jeg er – undersøgte både det der er resultatet af mit forhold med eks’en, og det der går længere tilbage. Og det tog sin tid.

Jeg er blevet klogere. Meget klogere. Ikke som sådan på verden, samfundet, forhold eller alt det der har med piger at gøre, men i hvert fald på mig selv. Mens jeg på min egen ganske stille facon skuede indad og undersøgte de allermest kringlede kroge i mit sind, blev jeg klogere og lærte mig selv lidt bedre at kende. Indlæg for indlæg. Jeg voksede. Og det der bandt det hele sammen, var min eks og det vraggods hun efterlod. Fra hun fortalte hun havde kysset en anden og jeg mærkede min mave snøre sig sammen til en sten – dette var dagen før denne blog blev oprettet – over perioden hvor vi ikke så hinanden, til hun fortalte hun havde fået fyr på. Alt den tid fyldte hun utroligt meget. Og nu er hun pludselig væk.

Det begyndte i januar da hun fortalte hun så en fyr. I ca. en uge fyldte hun meget, men så forsvandt hun lige så stille igen. Hun falmede. Indtil hun var næsten væk. Væk.

Jeg mødte hende igen for et par uger siden. Der var ingenting. Ingen følelser. Hun var ikke engang så smuk som hun var dengang. Måske var det bare omstændighederne dengang der gjorde jeg faldt så hårdt for hende? Det finder jeg nok aldrig ud af.

Det føles som om ringen er sluttet nu. Jeg skulle have styr på mine uregerlige tanker omkring hende, og det har jeg fået. Hun er der ikke mere. Jeg vender ikke længere hovedet efter hver en blond pige jeg ser, for at se om det er hende. Jeg kan se mig selv i øjnene nu og sige at jeg er kommet videre. Men det tog sin tid.

Jeg ved ikke om JLD vender tilbage. Det gør han måske. Lige nu har han udtjent sin værnepligt, og han fortjener en pause. Men mon ikke behovet for at læsse af viser sig igen engang? Lysten til at skrive er der trods alt stadig, så jeg tror det er et spørgsmål om tid før jeg bliver nødt til at brokke mig over et eller andet (ligegyldigt) igen. Om det bliver her eller andetsteds ved jeg ikke med sikkerhed – men jeg har en ide. I øvrigt er indlægget om hvorfor navnet lige blev JustLikeDad aldrig blevet skrevet…

Og lad dette være den eneste gang hvor jeg slutter et indlæg af med en smiley. Adieu, og ha’ det godt!

Just Like Dad